Foto: Jette Hansen

OM DONATIONER & MIDLER

Roskilde Festival har siden sin start i 1972 genereret kr. 175.042.802 til udlodning (til og med festivalåret 2010/11) til bl.a. Støt Krigens Ofre i Irak, Læger uden Grænser, Amnesty International, Red Barnet og WWF Verdensnaturfonden og   Mødrehælpen.

Foreningens bestyrelse står for uddelingen af midlerne, og SKAT påser, at de momsfri midler uddeles løbende, og at de uddeles til formål, som er i overensstemmelse med lovgivningen, SKATs retningslinjer og Foreningen Roskilde Festivals formålsparagraf.

Overskud til velgørende formål
Foreningen modtager stort set alle sine økonomiske midler fra den årlige Roskilde Festival, som, bortset fra 25 lønnede ansatte, gennemføres af frivillige, ulønnede medarbejdere. Ethvert overskud fra festivalen uddeles til velgørende formål i overensstemmelse med foreningens formålsparagraf. Som deltager i Roskilde Festival er man således med til at øge livskvaliteten for mange mennesker over hele verden.

Ud over Foreningen Roskilde Festivals direkte udlodning har deltagende sports- og kulturforeninger tjent mere end 180 millioner kroner ved arbejde på Roskilde Festival. Disse penge er gået direkte i foreningernes kasser.

Det totale beløb til uddeling offentliggøres hvert år ved Foreningen Roskilde Festivals generalforsamling, når Roskilde Festivals endelige resultat er opgjort, og årets udlodninger skal være disponeret inden udgangen af juni.

Foreningen modtager ikke ansøgninger, men opsøger og udpeger selv initiativer og projekter, som den vælger at støtte.

Hvilke initiativer, der kan støttes, er fastsat i Foreningen Roskilde Festivals formålsparagraf, som lyder:

”Foreningens formål er at støtte initiativer, der er til gavn for børn og unge, samt at støtte humanitært, alment velgørende, almennyttigt og kulturelt arbejde.”  Da Foreningen har momsfritagelse for arrangementet Roskilde Festival, kan overskuddet fra festivalen kun bruges til at støtte projekter eller aktiviteter, som er godkendt eller kan godkendes af SKAT.

Holdningsmæssigt fokus
I de seneste år har Foreningen fokuseret stadig mere på at donere målrettet til projekter eller organisationer, der ligesom Roskilde Festival baserer sig på frivillighed og/eller forsøger at skabe forandring eller flytte folk fx ved at skabe bedre grundlag for engagement og aktiv deltagelse. Flere af donationerne ligger i forlængelse af Roskilde Festivals holdningsmæssige fokus, fx har Foreningen via sine donationer ikke alene hjulpet mennesker, men også gennem hjælpen sat fokus på hjemløshed og fattigdom og på asylansøgeres forhold i Danmark og Norden.

Donationer