
Foreningen Roskilde Festival er efter ansøgning hos SKAT blevet godkendt som indsamlingsorganisation efter ligningslovens § 8A.
Det betyder, at vi nu er i samme (juridiske) båd som andre humanitære organisationer som fx Folkekirkens Nødhjælp og Røde Kors. Dette giver os mulighed for at lave vores egne indsamlinger til almennyttige formål, som vi – eller vores frivillige og publikummer – mener har brug for støtte.
Vi vil derfor løbende lave indsamlinger af forskellig karakter til almennyttige formål, som lægger sig op af vores årlige fokus under STANDPUNKT eller Green Footsteps.
Læs mere om Standpunkt her og læs mere om de enkelte indsamlinger nedenfor.
Godkendelsen indebærer derudover, at bidragydere i forbindelse med indsamlinger til foreningens fokusområder kan opnå fradrag i skatten for bidrag over 500 kr.
Kontaktperson
Projektleder i Udviklingsafdelingen Marie á Rogvi
marie.rogvi@(if you can see this please update your browser)roskilde-festival.dk
I uge 12 og 13 i 2011 satte Roskilde Festivals holdningskampagne Standpunkt fokus på hjemløshed, og i samme forbindelse afviklede Foreningen Roskilde Festival sin første indsamling.
I disse to uger var det muligt at give en donation til Projekt Udenfor, som arbejder med gadehjemløse. De indsamlede penge gik ubeskåret til Projekt Udenfor, og hver enkelt donation er derudover blevet fordoblet af Foreningen Roskilde Festival.
I alt kunne foreningen overføre 16.420 kr. til Projekt Udenfor, hvilket sikrede et dagligt måltid mad til hjemløse i København i tre uger.
Hvorfor samlede Foreningen Roskilde Festival ind til Projekt Udenfor?
Danmark er et af de mest velstillede lande i verden – alligevel blev der på én uge i 2009 talt 5000 hjemløse i Danmark. Eksperter regner med, at det reelle antal hjemløse er større og derudover voksende, da antallet af folk, der bliver sat på gaden af fogeden, i dag er stigende. Foreningen Roskilde Festival synes, det er en uklædelig ulighed i et velfærdssamfund.
Derfor opfordrede foreningen publikum til at tage et Standpunkt med Roskilde Festival og give et bidrag til Projekt Udenfor. Projekt Udenfor blev udvalgt, fordi de ligesom Roskilde Festival er ildsjæle inden for deres felt, ikke lader sig diktere af andet end næstekærlighed og mener, at alle mennesker har ret til tilbuddet om en hjælpende hånd uden at skulle have noget igen.
Projekt Udenfor hjælper via deres gadeplansarbejde de mest sårbare hjemløse og tager hånd om dem, der ikke selv opsøger den hjælp, de så tydeligt har brug for. Projekt Udenfor hjælper de mennesker, som falder igennem det offentlige system, og skaber kontakt til hjemløse, som har givet op. Og så sørger de for at servere varme, nærende måltider på gaden, og at der er sygepleje- og dyrlægehjælp til de hjemløse og deres firbenede venner.








