Roskilde Events & Consult til festival på Zanzibar

Et team fra Roskilde Events & Consult er rejst helt til Zanzibar for at dele ud af deres festivalerfaringer til den afrikanske musikfestival Sauti Za Busara, som løb af stablen den 8.-12. februar 2012.

Folkene bag Sauti Za Busara har hyret Roskilde Events & Consult som konsulenter på festivalen, da de ønsker at få nye øjne på deres produktion, sikkerhed og pladsindretning.
Indtil videre har holdets arbejde bestået i at tale med festivalens medarbejdere, observere deres arbejdsgange samt afholde et sikkerhedskursus for cirka 25 relevante personer.

Holdet på i alt tre mand beretter, at der på Sauti Za Busara bestemt ikke er det samme tekniske materiale til rådighed, som findes på Roskilde Festival, men det er en fornøjelse at se, at festivalen er drevet af medarbejdere med stort engagement, og de musikalske produktioner bliver nydt af både publikum og bands.

Den 15. februar vender de tre atter tilbage til Danmark, og de vil her udarbejde en rapport til Sauti Za Busara med input til, hvordan de kan gøre deres festival endnu bedre. Og faktisk får Roskilde Festival også besøg fra Zanzibar, når et team fra Sauti Za Busara til sommer lander for at se, hvordan Roskilde Events & Consult løser opgaverne.

Publiceret:

14-02-2012 14:13

Nyheder

NETOP NU