Mark Allan / El Tanbura performing at the Barbican, London.

STØTTE TIL VERDENSMUSIKKEN

Det egyptiske El Mastaba center for lokal musik er årets modtager af Roskilde Festivals World Music Award (RFWMA). 

Prisen er på 30,000 euro og overrækkes under WOMEX (World Music Expo) prisuddelingen i DR Koncerthuset søndag den 30.oktober af direktøren for Oslo World Music Festival, Alexandra Archetti Stølen.

Roskilde Festivals bestyrelse har valgt El Mastaba centeret som modtager af prisen for deres arbejde med at inkludere børn og unge i den egyptiske musikkulturarv, og samtidig give kommende generationer redskaberne til at kunne føre traditionel egyptisk musikkultur videre. Pengene bliver således brugt på at styrke arbejdet med at inkludere og uddanne børn og unge indenfor traditionel egyptisk musik.

Roskilde Festivals bestyrelse udvælger modtageren af prisen ud fra indstillinger fra European Forum of Worldwide Music Festivals (EFWMF) og WOMEX organisationen. Peter Hvalkof, der er ansat som verdensmusikbooker i Roskilde kulturservice koordinerer hele herligheden. Det er også ham, der overbringer den glædelige nyhed til prisvinderen. Det er gjort med forsigtighed, efter at Peter Hvalkof sidste år oplevede hvordan prismodtagerne nærmest ”fik hjertestop af begejstring” Han forklarer: ”Det er jo virkelig mange penge i den del af verden, og det giver nogle helt andre muligheder. Pludselig kan de her ildsjæle meget lettere realisere deres drømme”.

Zakaria Ibrahim, der er grundlægger og leder af El Mastaba centeret er efter egen udtale beæret og begejstret over anerkendelsen af centerets arbejde med at ”udvikle kulturelle projekter og bevare traditionerne”. Ibrahim udtrykker også glæde over, at han havde mulighed for at besøge Roskilde Festival 2011. Det skete i forbindelse med en koncert med El Mastaba-kunstneren Rango på festivalens nye intimscene Gloria.

Roskilde Festivals bestyrelsesformand Steen Jørgensen mener, at prisen i år bl. a. kan bruges til at støtte reformkræfterne i den arabiske verden: ”Musik og dens kultur har altid været et stærkt medie og en uforlignelig kilde til inspiration for mennesker i hele verden, der ønsker at leve et frit liv. Vores ønske er at hjælpe El Mastaba Centeret til at sikre kontinuiteten i deres arbejde med at bevare og udnytte traditionel egyptisk musik til glæde for alle generationer”.

Prisen uddeles for tredje og indtil videre sidste gang på dette års WOMEX. 

WOMEX afholdes i år for tredje gang i København. Herefter rykker begivenheden videre. Roskildegruppen deltager i produktionen af WOMEX fra flere fronter og har været en vigtig lobbykraft i arbejdet med at få WOMEX til København.

Læs mere om WOMEX

Læs mere om El Mastaba

Læs mere om Roskildegruppen og WOMEX 2010:

http://roskildegruppen.dk/green_footsteps_on_tour/on_tour/womex_2010/

 

Publiceret:

22-09-2011 11:45

Forfatter:
Julie Nørløv

Nyheder

NETOP NU