Foto: Christian Hjorth

Roskilde Festival 2013 handlede om medskabelse

Et flot billetsalg på årets Roskilde Festival skaber positive forventninger om overskuddet til velgørende formål.

Roskilde Festival 2013 kan huskes som året, hvor publikum i fællesskab overtog et område af festivalen som medskabere af drømmebyen Dream City. Over 1000 indbyggere i Dream City har delt, skabt og hjulpet hinanden med at forbedre og forandre deres hverdag.

Nogle gæster flyttede ind på pladsen allerede i marts, og sammen har de bygget posthus, værksteder, kunst, installationer og soldrevne lydsystemer.

Fantastisk energi og spontanitet
”Publikum er på mange måder blevet medskabere af dele af Roskilde Festival. Vi mærker, at når vi giver frihed til kreativitet, bliver det grebet af gæsterne med en fantastisk energi og spontanitet. Den form for medskabelse og samarbejde mellem festival, frivillige og gæster vil vi helt klar opleve mere af i de kommende år,” siger Roskilde Festivals talskvinde Christina Bilde.

Debutanter og legender
195 koncerter er blevet afviklet på otte dage og otte scener, og vi har fået bekræftet, at Roskilde Festivals publikum er helt exceptionelt.

Rihanna var overvældet over responsen efter showet på Orange Scene, og Kendrick Lamar var klar i mælet: ”This is the best crowd in my career,” lød de begejstrede ord fra rapperen på scenen. 75 % af årets bookinger bestod af Roskilde-debutanter, og navne Sohn, Baby In Vain, Mø og Asgeir Trausti har fået boostet deres i forvejen fremskydende karriere.

Også legenderne bekræftede deres særstatus: Kris Kristofferson fik det umulige til at fungere, da han ene mand – med guitar og mundharpe – velvilligt blev modtaget og syntes, at det var fantastisk at spille på samme scene som Metallica, der gik helt i den anden grøft med en magtdemonstration af et rockshow: ”Do you want heavy? ’tallica gives you heavy, baby,” som forsanger James Hetfield proklamerede. Og leverede.

Apollo – scenen for den elektroniske musik – har fået sin rette landingsplads med et design og en placering, der kan honorere både internationalt anerkendte electronica-idoler såvel som de eksperimenterende indslag. Både Baauer og Disclosure blev booket tidligt i festivalsæsonen, og i mellemtiden voksede de til megastjerner på den elektroniske himmel. Sammen med resten af line-uppet på Apollo udstak de retningen for kommende års elektroniske oplevelser.

Overskud udloddes til velgørenhed
Det flotte vejr kombineret med et solidt billetsalg giver anledning til positive forventninger om overskuddet til velgørende formål:

Vi kender først det endelige økonomiske resultat om nogle måneder, men med over 75.000 solgte billetter og et flot salg i boderne forventer vi et pænt overskud fra Roskilde Festival 2013. At sætte kronebeløb på allerede nu vil ikke være forsvarligt, men vi taler helt sikkert om flere millioner kroner, som skal udloddes ubeskåret til velgørende og kulturelle formål," siger Roskilde Festivals administrerende direktør Henrik Rasmussen.

Foreningen Roskilde Festival takker de 32.000 frivillige ildsjæle for deres fantastiske indsats på årets festival.

Publiceret:

30-07-2013 08:53

Nyheder

NETOP NU