Backstage er fremtiden

Som optakt til Backstage’07 konferencen, afviklede Roskilde Festival tirsdag den 14. nov. 2006 en opvarmningseftermiddag på spillestedet Gimle i Roskilde. Her fokuserede 15 af de kommende konferencedeltagere på spørgsmålet: Hvordan inddrages fremtidens teknologi i udviklingen af interaktive events?

Seniorforsker Frank Høgholm Pedersen fra Institutet for Fremtidsforskning åbnede arrangementet med at skitsere, hvordan fremtidens publikum vil komme til at stille større krav i forhold til indflydelse på afholdelsen af events. Med inspiration fra Burning Man Festivalen i Nevadaørkenen spåede Frank, at publikum fremover vil have en forventning om selv at være medskabende frem for den tidligere passive tilstedeværelse, og at det vil gøre eventplanlægning til en langt mere kompleks proces.


Eftermiddagens anden oplægsholder Kenneth Hansen fra First Light Media Production fortalte om konsekvenserne af den allestedsnærværende teknologi. Vi er nu blevet så vant til teknologien, at vi har tendens til at ty til teknologiske løsninger på alle de problemstillinger vi møder i vores dagligdag. Teknologi, som noget vi interagerer med, er ikke længere interessant. Derimod er der kommet langt større fokus på at udvikle reglerne for interaktivt oplevelsesdesign. Disse kulturorienterede design understøttes efterfølgende af teknologi i form af for eksempel håndterbare bits eller informationsleverancer.

Eftermiddagen blev afsluttet med en øvelse, hvor deltagerne i mindre grupper diskuterede, hvilke udfordringer der vil være for fremtidens oplevelsesøkonomi og hvilke spilleregler for interaktion understøttet af teknologiske platforme fremtiden vil bringe.

Dato: Den 14. november 2006


Referencer