Studentermedhjælper til Partnerskaber og Filantropi

Vil du hjælpe med at give unge drømme liv? Roskilde Festival-gruppen søger en studentermedhjælper til at indgå i teamet Partnerskaber og Filantropi med fokus på uddelingen af donationer.

Roskilde Festival er Nordeuropas største kulturbegivenhed, der samler 130.000 glade festivaldeltagere til en fejring af musik, kunst og fællesskab. Hvert år donerer vi det fulde overskud fra festivalen – igennem årene har vi uddelt over 409 millioner kr.

Til at understøtte donationsområdet søger vi nu en studentermedhjælper. Læs mere om vores uddelinger i vores årsskrift hervores uddelinger i vores årsskrift her.

Med vores donationer vil vi være katalysator for børn og unges engagement og nye idéer for en mere bæredygtig verden, både miljø- og klimamæssigt, socialt og kulturelt.

Vi forstærker kunstens betydning i fællesskabet. Vi vil aktivere kunsten og kulturen som en nøgle til at styrke børn og unges trivsel og som en metode til at engagere endnu flere i tidens vigtigste dagsordener.  

Vi prioriterer frivillige fællesskaber, mangfoldige fællesskaber, tværfaglig inspiration og samarbejder og bekæmper udenforskab.


Dine arbejdsopgaver vil blandt andet bestå af:

  • at understøtte uddelingen af donationer og hjælpe med at forberede indstillinger til Roskilde Festival-gruppens bestyrelser for politisk godkendelse og efterfølgende Skattestyrelsen for juridisk godkendelse – herunder gennemgang af modtagers vedtægter, årsrapporter og formulering af ansøgningstekster til Skattestyrelsen
  • at understøtte årlige Open Calls
  • kontakt til donationsmodtagere
  • research på mulige donationsmodtagere
  • administrative opgaver

Vi forventer, at du:

  • interesserer dig for unges samfundsengagement og fællesskaber og kunstens rolle i samfundet
  • er interesseret i de juridiske aspekter af almennyttige uddelinger og fondsarbejde
  • kan bevare overblikket i et team, hvor opgaverne er mangeartede og tempoet højt
  • er stærk skriftligt, og lige gerne skriver på dansk som engelsk
  • har analytisk sans og kan videreformidle kompliceret stof enkelt og forståeligt
  • kan arbejde selvstændigt og struktureret
  • har gåpåmod og ikke er bange for at tage ansvar
  • er i gang med en relevant videregående uddannelse, f.eks. inden for samfundsvidenskab, erhvervsjura eller lign.

Arbejdspladsen
Vores kontor ligger på Rabalderstræde i Roskilde, og du får masser af kollegaer, der dagligt samarbejder om at skabe og opbygge årets Roskilde Festival og andre aktiviteter i løbet af året. Du vil opleve en dynamisk arbejdsplads med en åben og uformel atmosfære og med stor erfaring i at samarbejde med frivillige, praktikanter og studentermedhjælpere. Du bliver også en del af et tæt netværk af praktikanter og studentermedhjælpere fra mange forskellige studieretninger.

Ansættelsestidspunkt
1. januar 2023

Ansøgningsfrist
28. november kl. 12.00

Sådan søger du
Send os en ansøgning på højst én side samt et CV til Kara Djurhuus, programleder for Filantropi, på ans.student@roskilde-festival.dkans.student@roskilde-festival.dk, hvor du uddyber, hvorfor det er netop dig, vi skal have som vores nye studentermedhjælper. Vi ser frem til at høre fra dig.