Roskilde Festival Gruppen

Vi fremmer forandring gennem fællesskaber, kunst og kreativitet året rundt.

SCROLL NED

Digital marketing manager til Roskilde Festival Gruppen

Brænder du for digital marketing, og er du handlekraftig og struktureret? Roskilde Festival Gruppen søger en ny medarbejder, der kan bidrage til at udvikle og eksekvere vores marketingstrategi på tværs af digitale kanaler. 

Dit primære ansvar bliver at sikre, at vi indfrier vores kommercielle målsætninger og udvikler kendskabet til vores almennyttige virke.

Du skal være med til at løfte vores billet- og servicesalg samt udvikle vores digitale kontaktmuligheder.

Dine primære ansvarsområder:

  • Ansvar for e-commerce og marketing i relation til vores billetsalg og webshop
  • Udvikling af digitale marketingstrategier i samarbejde med Salg & Marketing-teamet
  • Udarbejdelse af målgrupper og eksekvering af relevant indhold
  • Udvikling og udførelse af marketingindsatser i samarbejde med kanalejere
  • Databaseret evaluering og analyse

Vi forventer, at relevante kandidater har følgende kompetencer:

  • Erfaring med at udarbejde marketingstrategier og handle på dem – optimalt i relation til billet- eller oplevelsessalg og gerne på internationale markeder
  • Erfaring med e-commerce og kanaloptimering
  • Indgående kendskab til brug og indkøb af medieplads i digitale og sociale medier
  • Indgående kendskab til især unges medievalg og digitale vaner
  • Gode kommunikationsevner på dansk og engelsk
  • Brandforståelse og evne til at eksekvere på baggrund heraf

Du bliver en del af vores Salg & Marketing-team på 7-10 medarbejdere. Vi er en del af en organisation med 2000 dedikerede frivillige, der er med året rundt.

Når sommeren nærmer sig, vokser vi til et af landets største fællesskaber med 27.000 frivillige under festivalen.

Det forudsætter, at du er klar til et alsidigt job med både tillid og ansvar, hvor du aktivt og selvstændigt driver opgaverne fremad.

Vi er en fleksibel arbejdsplads med et kreativt, skægt og udfordrende arbejdsmiljø med dygtige og engagerede mennesker.

Send din ansøgning på maksimalt en side, et kort fokuseret CV og referencer til ans.marec@roskilde-festival.dk.

Vi indkalder løbende relevante kandidater til samtale og ansætter, når vi har fundet den rigtige kandidat.

Stillingen er på fuld tid.

Har du spørgsmål om stillingen, kan du kontakte salgs- og marketingchef Mads Mikkelsen på 26 18 01 29 mandag mellem 9.30-10.00.

Om Roskilde Festival Gruppen

Roskilde Festival Gruppen er betegnelsen for den samlede almennyttige virksomhed, der er opstået i miljøet omkring Roskilde Festival. 

Vi skaber levende kulturoplevelser, udforsker nye kreative løsninger og bidrager med viden og rådgivning med det formål at inspirere og fremme positive forandringer i omverdenen. 

Vi holder til i Musicon-bydelen i Roskilde, der ligger halvvejs mellem stationen og festivalpladsen. Hverdagen er kendetegnet ved fleksibilitet, humor, dedikation og samarbejde på tværs. 

Alle vores aktiviteter drives af målet om at støtte humanitært og velgørende arbejde til gavn for børn og unge.