
Vi fremmer forandring gennem fællesskaber, kunst og kreativitet året rundt.
Bliv en del af holdet, der sætter ord på både Roskilde Festival 2026 og Roskilde Festival Gruppens almennyttige arbejde året rundt. Vi søger kommunikationspraktikanter til forårssemestret – og du skal selvfølgelig også være med under festivalen!
Roskilde Festival Gruppen søger praktikanter, der gennem ord vil være med til at gøre en forskel for fællesskabet og komme i dialog med store og alsidige målgrupper – fra festivaldeltagere og frivillige til pressen og omverdenen.
Vi tilbyder dig en central rolle i kommunikationsafdelingen og et både skræddersyet og vildt praktikforløb, hvor opgaverne er lige så alsidige som vores festivalplakater. Du får indblik i, hvordan vi arbejder med strategisk kommunikation hele året rundt – både som arrangør af Nordeuropas største kulturelle begivenhed og som almennyttig organisation.
Du vil få frihed til at eksperimentere og udforske forskellige virkemidler. Hos os får du masser af plads til at udvikle dine kreative idéer, og dit arbejde vil få en betydelig synlighed og nå ud til et stort publikum.
Her er et udpluk af de spændende opgaver, du vil få mulighed for at arbejde med:
- Produktion af artikler, nyheder, nyhedsbreve og andre former for kommunikation til vores hjemmeside, app, sociale medier, trykte publikationer og intranet
- Dialog med festivaldeltagere, frivillige, presse og interessenter
- Planlægning af kommunikationskampagner med læsere, kanaler og strategier for øje
- PR- og pressearbejde, både reaktivt og proaktivt
Du bliver tilknyttet en praktikvært og et stofområde med særlig vægt på udvalgte målgrupper, kanaler og formater, der flugter med netop dine faglige interesser.
Om dig:
Vi forventer, at du kan arbejde selvstændigt i en travl hverdag, og at du er proaktiv, struktureret og fyldt med initiativ og kreative idéer, som du kan omsætte til effektiv kommunikation. Det er en fordel, hvis du er i gang med en uddannelse inden for kommunikation, medier, journalistik eller lignende.
Om forløbet:
Du bliver praktikant fra omkring starten af februar til og med festivalen. Forløbet er ulønnet, men du får dækket dine transportudgifter svarende til den gældende sats for et ungdomskort, dog maksimalt 687,- pr. måned (2025-sats).
Du vil blive en del af en dynamisk arbejdsplads med en uformel atmosfære. Derudover vil du indgå i et tæt netværk af praktikanter fra forskellige studieretninger.
Skæve arbejdstider og aftenmøder er en del af vores kultur, men som udgangspunkt er kontortiderne 9.00-16.30. Vi er naturligvis åbne for fleksible arbejdstider, så du kan beholde et eventuelt studiejob. Vores kontor ligger på Rabalderstræde i bydelen Musicon i Roskilde.
Sådan søger du:
Send dit CV og en ansøgning på højst en side, hvor du forklarer os, hvorfor du gerne vil være en del af holdet, til morten.bruhn@roskilde-festival.dk. Fordi vi ønsker at opleve din egen stemme og dine sproglige færdigheder, prioriterer vi at modtage ansøgninger, der er skrevet uden hjælp fra kunstig intelligens.
Samtaler foregår løbende, så vi opfordrer til, at du søger hurtigst muligt. Har du spørgsmål til forløbet, skal du være velkommen til at sende os en mail på morten.bruhn@roskilde-festival.dk. Sidste frist for ansøgning er 2. oktober.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Roskilde Festival Gruppen er betegnelsen for den samlede almennyttige virksomhed, der er opstået i miljøet omkring Roskilde Festival.
Vi skaber levende kulturoplevelser, udforsker nye kreative løsninger og bidrager med viden og rådgivning med det formål at inspirere og fremme positive forandringer i omverdenen.
Vi holder til i Musicon-bydelen i Roskilde, der ligger halvvejs mellem stationen og festivalpladsen. Hverdagen er kendetegnet ved fleksibilitet, humor, dedikation og samarbejde på tværs.
Alle vores aktiviteter drives af målet om at støtte humanitært og velgørende arbejde til gavn for børn og unge.